Robotlager fra Element Logic sikrer furnipart plads til yderligere vækst

Jørgen Rask foran AutoStore

Designvirksomheden furnipart, der laver greb til køkken- og badindustrien, havde behov for en automatisk lagerløsning, der kunne sikre bedre arealudnyttelse af lageret og samtidig skabe bedre rammer for yderligere vækst. Løsningen fandt virksomheden i robotlageret AutoStore af Element Logic.

Plads er ikke længere en begrænsende faktor hos designvirksomheden furnipart.

Med indvielsen af et nyt AutoStore af Element Logic-robotlager er den østjyske virksomhed sikret både en langt bedre udnyttelse af den eksisterende plads og bedre rammer for fremtidig vækst.

“Vi er vækstet 10-12 procent om året i gennemsnit de seneste mange år, og derfor har vi brug for mere plads. Samtidig har vores ejere et ønske om at blive på vores eksisterende adresse, idet vi har et stærkt bånd til lokalområdet. Et AutoStore-anlæg var den eneste mulighed for at opfylde begge målsætninger,” udtaler Jørgen Rask, COO i furnipart.

Unik gitterkonstruktion udnytter pladsen

AutoStore er markedets førende lagerrobotløsning bestående af batteridrevne mobile robotter, operatørporte, kasser og et aluminiumsgitter til opbevaring af kasserne. Takket være den unikke gitterkonstruktion, der sikrer langt bedre arealudnyttelse end traditionelle reoler eller mezzaniner, er der mulighed for både at bygge i højden og bygge rundt om eksisterende inventar.

Det er netop den fleksibilitet, som furnipart udnytter til en langt bedre anvendelse af de eksisterende lagerfaciliteter.

“Uden AutoStore ville vi være nødt til at flytte. Vi har nogle ambitiøse vækstmål frem mod 2022, men vi er simpelthen løbet tør for plads,” konstaterer Jørgen Rask.

Pladsoptimering som kæmpe faktor

Hos Element Logic Danmark ser administrerende direktør Nikolaj Bjørn Eriksen furnipart-anlægget som et oplagt eksempel på fordelene ved et pladsbesparende robotlager som AutoStore.

“Pladsudnyttelse og pladsoptimering er en kæmpe faktor for rigtig mange virksomheder i takt med, at de vækster. For man risikerer at binde rigtig meget kapital, der ellers kunne bruges på plads, i en flytning. Men takket være AutoStore-teknologien kan man udnytte sin lagerplads med en faktor 4 i forhold til et manuelt lager,” siger Nikolaj Bjørn Eriksen.

Skalerbart til fremtidig vækst

AutoStore-anlægget hos furnipart håndterer foreløbig 60 procent af virksomhedens varenumre og omfatter pt. 13.000 kasser, syv lagerrobotter og to operatørporte. For at optimere det indgående flow har furnipart endvidere investeret i et transportbånd til intern transport.

“Det er et vigtigt parameter for os, at anlægget er skalerbart til fremtidig vækst. Får vi behov for det, kan vi inden for rammerne af de eksisterende bygninger udvide AutoStore-anlægget med en faktor tre,” slutter Jørgen Rask.