AutoStore

AutoStore-robotlager får Billig-arbejdstøj.dk til at arbejde smartere

Danmarks største webshop for arbejdstøj, Billig-arbejdstøj.dk, har taget konkurrencen op med Amazon og investeret i et AutoStore-robotlager fra Element Logic. Anlægget hjælper Billig-arbejdstøj.dk til at arbejde smartere og følge med forbrugernes voksende appetit på at shoppe fra sofaen.

Siden Billig-arbejdstøj.dk ultimo marts 2020 underskrev en kontrakt med Element Logic om levering af et AutoStore-robotlager, har Danmarks førende webshop for arbejdstøj ikke set sig tilbage.

Efter bare fem måneders levering og installation blev anlægget taget i brug til tiden i begyndelsen af september. Også selvom anlægget allerede inden ibrugtagning blev udvidet fra de planlagte 18 robotter til 30 og fra 20.000 kasser til 30.000 kasser grundet øget omsætning hen over foråret.

Allerede på første dag i drift plukkede anlæggets robotter 1.200 ordrer, og anlægget er for nylig blevet udvidet med en femte plukport.

Autostore lager

”Vi er meget imponeret over anlæggets driftssikkerhed. Vi står nu med et anlæg, der er tilpasset vores aktuelle behov her frem mod og under julehandlen. Og ikke mindst står vi med et anlæg, der er utrolig let at opskalere til fremtidig vækst – både i forhold til robotter, lagerplads og plukporte,” siger Tommy Søndergaard, ejer og administrerende direktør i Billig-arbejdstøj.dk.

Vil tredoble omsætningen på fem år

Vækst kender man alt til i den vestjyske virksomhed. Siden grundlæggelsen i 2009 har Billig-arbejdstøj.dk således vundet seks Børsen Gazelle-priser og ekspanderet til Sverige, Norge og England.

Webshoppen rummer i dag Danmarks største online-udvalg af arbejdstøj til alle typer brancher, og hertil kommer et stort sortiment af arbejdssko samt sports- og fritidstøj.

”AutoStore er én af søjlerne i vores målsætning om at tredoble omsætningen de næste fem år. Vi skal kunne håndtere pluk- og varehåndtering bedst muligt, så vi står så stærkt som muligt over for Amazon og andre udefrakommende trusler,” siger Tommy Søndergaard.

Han forventer at omsætte for 40-50 millioner kroner mere i 2020 i forhold til 2019-omsætningen, der endte på 81 millioner kroner.

Arbejder smartere

AutoStore-robotlageret fylder pt. kun godt halvdelen af en helt ny 2.000 m2 lagerhal, som Billig-arbejdstøj.dk har fået bygget, så der er rigelig med plads til at udvide anlægget.

Samtidig kan man inddrage virksomhedens højlager, der i dag fungerer som bufferlager for AutoStore-anlægget.

”Så vi kan uden de store problemer firedoble kapaciteten på AutoStore, hvis vi får behov for det,” siger Tommy Søndergaard og uddyber:

”Vi arbejder meget mere smart nu. Vi behøver ikke længere komme til varerne – de kommer til os. Og anlægget har givet os en helt anden smidighed og plads til ekstra kapacitet.”

Plads er ikke længere en barriere

Ifølge Nikolaj Bjørn Eriksen, administrerende direktør i Element Logic Danmark, er Billig-arbejdstøj.dk et oplagt eksempel på, at virksomheder kan bruge en teknologi som AutoStore til at skabe plads til yderligere vækst – og samtidig øge effektiviteten og forbedre lønsomheden.

”Plads og lagerkapacitet er ofte en barriere for vækst for den slags virksomheder. Med vores løsning kan Billig-arbejdstøj.dk klemme flere varer gennem systemet og samtidig udvide anlægget inden for rammerne af det eksisterende lager, hvis der bliver behov for det,” siger Nikolaj Bjørn Eriksen.

Fakta om anlægget:

  • 30,000 kasser
  • 30 robotter
  • 5 plukporte (midlertidigt udvidet til 6 porte under Black Friday og julehandlen 2020)

Vil du vide mere om Element Logic?